ONSDAGSTANKER

ONSDAGSTANKER

Ved Inge Thomsen

 

Betydningsfulde ord

I en af Storm P.'s fluer står der en mand ved et træ, i hvis bark er skåret et hjerte med to initialer. Så siger han: "Ak ja, det var en god lommekniv"!

Man fornemmer umiddelbart, at mandens konstatering er malplaceret eller i hvert fald mangelfuld. I den konkrete situation kaldes på andre ord. Derom var Storm P. da også selv bevidst: "Digterne beskriver efterårets pragt, vi andre river bladene sammen”.

Vi kan ikke bruge logikkens sprog i hjertets anliggender. I det hele taget er der tider, hvor vi har brug for større ord.

Her bør der synges en salme

En dag, hvor jeg underviste et hold jordemoderstuderende, var der en kvinde, som gerne ville dele en oplevelse med hele holdet. Hun fortalte, hvordan hun i en praktik havde været til stede ved en dødfødsel. Og hendes første, spontane reaktion var: ”Her bør der synges en salme”! Reaktionen var kommet helt bag på hende selv, for, som hun sagde: ”Jeg betragter ikke mig selv som et religiøst eller troende menneske, og jeg er ikke medlem af folkekirken eller noget andet trossamfund”.

Kvindens oplevelse er et stærkt eksempel på, hvordan der er situationer, der kalder på andre ord end de naturvidenskabelige, nøgternt analyserende og konstaterende ord.

For nylig var jeg til stede ved min svigermors dødsleje. Efter en stund i stilhed begyndte vi, der var samlet, spontant at synge. Den ene salme afløste den anden, bl.a. Ingemanns salme ”Til himlene rækker” med ordene: ”Du kvæger i ørken den tørstende sjæl, du bjærger den bævende due. Hos dig er livets det evige væld, og lys i dit lys skal vi skue”.

Det var en stærk oplevelse, som kaldte på stor taknemlighed over den fantastiske skat af ord, vi har at trække på, der hvor vore almindelige menneskeord ikke slår til.

Og det gælder ikke blot, når vi konfronteres med døden, men for eksempel også i kærlighedsmødet eller i mødet med naturen og årstiderne. Ikke mindst om foråret oplever jeg tit, hvordan sange og salmers ord er med til at tyde og gøre det hele endnu mere storslået. Det kunne også være i forbindelse med døgnets rytme, bl.a. ved overgangen fra dag og aften til nat.

Forårsnat af Tove Ditlevsen

Et eksempel på det kunne være Tove Ditlevsens (TD) digt ”Forårsnat”, som er kommet med i samlingen ”100 salmer”.

TD er nok mest kendt for at slå de mere disharmoniske og desillusionerede strenge an. Det er angsten for den meningsløse død og tilintetgørelsens mørke, der er forfatterskabets grundlæggende eksistentielle erfaringer.

Men i ”Forårsnat” udtrykkes en fortrøstningsfuldhed, der klinger helt Ingemannsk. Og associationen er ikke tilfældig. Ved TD´s begravelse sang man bl.a. Ingemanns ”Gud ske tak og lov”, den sang der på TD´s første skoledag var hendes første og afgørende møde med poesien. Disse strofer havde en overvældende indvirkning på hende. ”De skønne og jævne ord, rytmen, rimene og melodien fortryllede mig så heftigt, at jeg brast i gråd”, har hun senere fortalt.

I digtet ”Forårsnat” bøjer Gud sit ansigt og ser ned på jorden, ned på menneskenes verden. Og i hans blik er der en kærlighed, som favner det hele. Både det, som er svøbt i tryghed og det, eller måske især den, der vender og drejer sig uroligt i natten.

I den kølige nordiske forårsnat er der en sanset mildhed: Lyden af vindens sagte susen er Guds røst, duften af blomsterånde er glimt af evigheden, og følelsen af tryghed. For Guds hænder er skærmende lagt over den gode jord, han skabte i sin glæde.

Tak til Tove Ditlevsen og alle hendes kolleger gennem tiden, som formår at sætte betydningsfulde ord på det betydningsfulde. Som bruger sproget til at sætte det uforklarlige på poetisk formel.

Der er mere end objektive kendsgerninger. Mere end lommekniv og sammenrevne blade.

Inge Thomsen

Nu sænker Gud sit ansigt over jorden

det store hjerte banker ganske stille

og se, hans pande mod hvis hvælv du hviler,

er kølig som en forårsnat i Norden.

Og skærmende han lægger hånden over

den gode jord, han skabte i sin glæde.

Han græder over vågne, kolde sjæle

og kysser dyrene og børn, der sover.

O, lyt en kølig forårsnat i Norden.

Guds milde røst er vindens sagte susen,

og evighed er lagt i blomsterånde,

- nu sænker Gud sit ansigt over jorden.

Tove Ditlevsen 1939

 

MUSIK TIL DAGEN

”Nu sænker Gud sit ansigt”(klik her)

Tekst/musik: Tove Ditlevsen, Lisbeth Eilrich iversen

Medvirkende: Liv Lund Poulsen, sang, Jakob Mygind, sax, Ole Bech, guitar, Peter Lindhardt Toft, teknik

 

 

Billede: ”Fantasiens blå blomst” (af Ole Skov Thomsen)